I 2002 startede billedkunstner Kirsten Dufour (1941), som en af de første feministiske kunstnere i Danmark, videoarkivet Let Us Speak Now: et kunstværk og et videoarkiv om feminisme, aktivisme og kunstproduktion, baseret på interviews med internationale feministiske kunstnere. På rejser og arbejdsophold, særligt i USA, opsøgte Kirsten Dufour det feministiske kunstmiljø. Det blev til samtaler, som berører mange forskellige emner, men det primære fokus er på krydsfeltet mellem feminisme og aktivisme.

Arkivet indeholder mere end 80 interviews med vigtige aktører, der var en del af den feministiske bevægelse i 1970’erne, samt nyere generationer af kunstnere med en feministisk tilgang. Udgangspunktet for Let Us Speak Now-arkivet var at undersøge hvilke feministiske strategier, der har udviklet sig gennem årene, og at diskutere hvordan disse strategier er blevet omsat til aktuelle diskurser og projekter, der danner grundlag for kunstnerne og deres arbejde. Arkivet præsenterer en mundtlig historie om den feministiske kunstbevægelse fra 1970’erne og frem til 2007, hvor nogle af de sidste interviews blev gennemført. Arkivet samler flere generationer af kunstnere fra hele verden og giver et indblik i feminismens samtidige status og i centrale historiske begivenheder i bevægelsen. Gennem årene har Dufour lavet interviews i USA, Costa Rica, Frankrig, Armenien, Storbritannien, Østrig, Mexico, Libanon, Tyrkiet, Danmark og Sverige.

I arkivet genfortælles de bevægelser, som foregik i 1970’erne, af de aktører, som var med, samtidig med at kunstnere som Julie Ault og Kaucyila Brooke forholder sig forskudt til denne epoke. Kaucyila Brooke fortæller, at hun i langt højere grad ser sig beslægtet med de lesbiske kollektiver i 70’erne end med den poststrukturelle læsning, der senere er blevet lagt ned over hendes værk. Julie Ault ser sin egen praksis og arbejdet med Group Material i forlængelse af 1970’ernes feministiske praksisser, hvor figurer som Lucy Lippard, bell hooks og Nancy Spero er vigtige referencepunkter. Let Us Speak Now opstår netop i disse krydsreferencer, hvor den feministiske bevægelse forstås forskudt på tværs af generationer og kunsthistoriske epoker. Arkivet rummer et aktivistisk potentiale i sit feministiske ståsted og i indskrivningen af dette perspektiv i en kunsthistorie, som hidtil ikke har været synlig i en dansk kontekst.

Projektet startede i 2002 i Los Angeles, hvor Kirsten Dufour fik et arbejdsophold tildelt af Center for Dansk Billedkunst. Dufour fortæller, at hun kendte den danske feministiske tradition, men havde lyst til at vide hvordan hendes internationale kollegaer havde arbejdet med de samme problemstillinger gennem årene. Derfor benyttede hun sit ophold til at drage ud med sit videokamera og et ark med spørgsmål. Nogle gange blev spørgsmålene brugt; andre gange lod de involverede parter bare samtalen løbe frit. Ofte foregår interviewet i kunstnerens værksted eller hjem. Efter endt samtale spurgte Kirsten Dufour, om den interviewede kunne anbefale en kollega, hun kunne opsøge og interviewe.

Da Dufour igangsatte projektet, markerede det vigtigheden af at revitalisere de feministiske kunstbevægelser fra 1970’erne og relatere til dem i en samtid. Kunstnere fra denne epoke var delvist ved at blive genopdaget og indskrevet i en ny historificering af sen-60’ernes og 70’ernes kunstbevægelser. De forskellige feministiske bevægelser, som opstod gennem 70’erne, skabte et nybrud i kunsten. Krydsfeltet mellem det aktivistiske og kunstneriske rum, som blev opdyrket i de feministiske bevægelser, lagde grunden for en lang række af socialiserede kunstpraksisser. Disse kunstpraksisser involverede både en interaktion med en offentlighed på kunstinstitutionerne, men også med grupper i det omkringliggende samfund. Her kan Woman’s Building i Los Angeles nævnes som én blandt mange vigtige aktører i disse nye tilgange til kunst.

Arkivet relaterer sig også til queerfeministiske praksisser i en række interviews med en yngre generation af kunstnere. Let Us Speak Now-arkivets perspektiv følger i den forstand de feministiske bevægelser gennem de sidste 50 år og de transformationer, som den feministiske tænkning har gennemgået. Selvom det ikke længere er relevant, at arkivet er et eksklusivt rum for kvinder (biologisk defineret), er det dog vigtigt at pointere, at arkivet stadigvæk forholder sig til den diskrimination som kønsmarkøren ‘kvinde’ definerede i sin bredeste forstand.

Det vigtige aspekt af Dufours projekt var at give ordet til kunstnerne selv, men også at brede fortællingen ud og forbinde de ‘hørte’ stemmer med de ‘uhørte’. Arkivet rummer en vigtig række af de kanoniserede feministiske kunstnere, men også et større antal af ganske ukendte kunstnere som tog del i den kollektive feministiske bevægelse, og udgjorde en afgørende undergrund for bevægelsens udfoldelse og de eksperimenter, som kom ud af det kollektive rum.

Kirsten Dufour er uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi (1965-70). Under sin studietid blev hun medstifter af Kanonklubben (1968-70) og aktiv i den tilknyttede feministiske kunstnergruppe, som lavede nogle af de første større feministiske manifester i 1970’erne – eksempelvis udstillingen Damebilleder på Kunsthal Charlottenborg (1970). Kirsten Dufour har siden været investeret i en kunstpraksis omhandlende kollektivitet, aktivisme og feminisme, som fremstår helt unik i en dansk kontekst. Her er grænser for kunst og forandringspotentialer blevet undersøgt i samarbejder som Tøj Til Afrika (1975-86), YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Bureau) (2007-12) og Astrid Noacks Atelier (2009-).

Pia Rönicke og Johanne Løgstrup

Om arkivet

Arkivet indeholder mundtlige overleveringer fra de mange kampe, den feministiske bevægelse har gennemgået i en periode på 40 år. Kirsten Dufour er med arkivet ikke kun interesseret i at aftegne en række feministiske diskurser og deres ståsted, men også i at reaktivere disse positioner og erfaringer ind i en samtidig diskussion om feminisme og at bringe dem sammen i et netværk af stemmer og fortællinger. Det samlede arkiv præsenterer en hel æra af feministisk historie og bør ses i sin helhed igennem alle dets partikulære forskelle og krydsreferencer. De forskellige interviews er blevet indsamlet igennem en ikke-lineær metode i en fraktal mønsterstruktur af ‘hvem foreslår hvem og er hovedsagelig foregået på Kirsten Dufours mange rejser.

Arkivet er på den måde baseret på lokale netværk, som bindes sammen i et internationalt perspektiv. Indsamlingsmetoden 'hvem foreslår hvem’ gør det muligt for Let Us Speak Now at nå stemmer, der ikke allerede er indskrevet i en kunsthistorie. Samtidig bliver arkivet også præget af disse netværks idiosynkrasier og mulige lukkethed. Specielt den amerikanske del af arkivet bærer præg af at være eksklusiv og repræsenterer et flertal af hvide kunstnere og aktivister. Dette ser vi som en svaghed ved selve indsamlingsmetoden, men også som en spejling af den strukturelle racisme, som har gjort at f.eks. sorte kunstnere i høj udstrækning har været udelukket fra den institutionelle kunstverden. Dette er en problematik, som er vigtig at pointere, da Let Us Speak Now arkivet som udgangspunkt er optaget af at lære af de kunstneriske erfaringer og praksisser, der har været udsat for og er blevet formet af eksklusion og diskrimination. Når arkivet tilgås i dag, er det vigtigt at spørge til, hvilke praksisser og positioner arkivet ikke rummer, og på hvilke hensigtsmæssige måder disse manglende perspektiver kan indhentes både i forhold til en historisk og samtidig kontekst.

I arkiveringsprocessen har vi anvendt en lignende ikke-lineær metode, hvor udvalgte nøgleord, taget direkte fra de forskellige interviews, er gjort søgbare både inden for det enkelte interview og på tværs af arkivet, hvilket gør det muligt at finde krydsreferencer. Samtidig kan der søges på bestemte begivenheder og navne, såsom personer, skoler, udstillinger og events.

Til hvert interview er der skrevet en opsummerende tekst af billedkunstner Pia Rönicke, som fremhæver centrale dele af samtalen og giver indsigt i interviewets indhold. Det har vi valgt at gøre for at lette arbejdsprocessen for et tidskrævende materiale.